Dyrk dit indre rum…

Jeg er så privilegeret at kunne noget med mine hænder… og alle Jer der sidder ude i stuerne har sikkert en kreativ interesse af en slags…

Det at være kreativ kan jo være mange ting – nogle er kreative i et køkken, nogle er kreative i haven, nogle er kreative med ord, nogle er kreative med tanker, nogle med stemmen, og nogle som jeg – kreativ med håndarbejde – og tænk på hvor heldige vi er – vi er sat på jorden lige præcis her, hvor vi har så mange muligheder for at bruge vores hoved og vores hænder og derved glæde os selv – og især også glæde andre – tænk på alle de tanker, der løber igennem vores hoveder, mens vi er kreative – det er for mig det nærmest mindfuldt – det har ofte en healende effekt … og det at være kreativ er samtidig også en form for kærlighed til mig selv…

Faktisk kan det at være kreativ være en meget stor støtte i ens liv – det kan i svære perioder redde en fra vanviddet – man kan hvile sig i kreativiteten, hvis livet bliver lidt svært – man kan læne sig op af sine kreative evner, når der ikke er lys for enden af tunnelen – sådan bruger jeg selv min kreativitet som min bedste ven, når livet brøler.

Jeg tænker på det at være kreativ, som at træde ind i ”mit indre rum” – her er der fredfyldt – her er alle farverne og formerne – her er der ingen regler eller løftede pegefingre – her kan ideer blomstre og jeg kan finde ro for hverdagens tankemylder. ”Mit indre rum” er her, hvor jeg er mest autentisk.

Lige netop derfor er jeg så glad for at undervise i ”Sy Lyst” på mine Kjolekurser – her forsøger jeg at vække kreativiteten til live hos mine kursister og give dem endnu mere lyst til at dyrke kreativiteten i hverdagen. På mine kurser underviser jeg i hvordan man med lethed kan bruge sine kreative evner til både at få sin helt personlige kjole på hjem og samtidig nyde at have en hel dag med sig selv og sine tanker …. Nyde at dyrke “mit indre rum”