Spring ud i det…

Jeg er meget taknemmelig over at mine hverdage er så berigende… det er jo hverdagene vi har flest af og de skal passes på og plejes…

Jeg møder mange mennesker i min hverdag – flest kvinder, da mine kurser tiltrækker kvinder, der elsker at være kreative – eller kvinder der drømmer om at være mere kreative – eller kvinder der trænger til at være mere kreative. Og fælles for mit møde med disse forskellige kvinder er at det altid er en interessant oplevelse. ”Interessant” er jo et finurligt ord – det kan dække over en mangfoldighed af betragtninger. Men ”interessant” betyder interessant for mig – det betyder lærerigt, eftertænktsomt, inspirerende, forbløffende, tankevækkende…

Derfor bliver min hverdag så livsbekræftende – der er altid noget at lære af andre mennesker – hvis man vil…

Jeg overraskes dog ofte af, at en del kvinder mangler lidt selvtillid. Det er som om at nogle kvinder igennem deres lange liv langsomt har mistet troen på kernen i sig selv– Jeg er helt med på at livet byder os utallige udfordringer – nogle bliver vi ødelagte af, nogle bliver stærkere af.

Mange af os definerer os ud fra hvilket job vi har, da det giver mening for andre, hvis der er en titel på. Det er som om, at vi nemmest balancerer, hvis vi kan kalde os selv for ”noget” i stedet for at læne os trygt op af, at vi er ”nogen”.

Jeg overraskes over, hvor mange kvinder, der tvivler på deres eget værd og det giver mig anledning til at minde os alle om,

at huske på,

at vi er helt fantastiske mennesker – ganske enkelt.

Når vi anerkender, at verden ville se helt anderledes ud, hvis vi ikke var her… – for det ville den jo… tænk helt praktisk på det – hvis du ikke var her, så ville dine relationer ikke være her, dit hjem, din værdi, din tanke ville ikke være tilstede – og verden ville ikke være den samme.

Vi skal alle prøve at rette os op – skyde brystet frem – se folk dybt i øjnene, når vi taler sammen og øve os i at smile lidt mere.

Jeg tror på, at det er alt rigeligt, ene og alene, at føle den værdi vi alle sammen har. Det har ganske enkelt en kæmpe værdi, at vi er sat på jorden og derfor skal livet leves – også på en regnvejrsvåd onsdag…